Aften for to (næsten)

Selv om Spunken sad i højstolen, og guflede ragout, agurk og selleri, kunne Kjærsten og jeg godt nyde valentinsaften, med dejlig tapas. Jeg havde været et smut forbi Værnedamsvej, hvor jeg havde købt skinker, pølser, tapenade, peberfrugtpesto samt en politisk ukorrekt foie gras. Brugsen var leverandør af sprødt brød.
I blenderen, blendede jeg pinjekerner, parmesan, hvidløg og en masse basilikum. Så var vi klar til at nyde et nipsemåltid.

Kjærsten overraskede med smukke blomster, ballon og chokolade. Hvor skønt, og velduftende, for roserne dufter! – det er ikke ofte man får roser der dufter, synes jeg.
Jeg havde også forkælet ham, med en bette dram, nede fra “julesvin”. Min viden om whisky, er ikke stor, så Juuls, er et rigtig godt sted at købe. De ved en hulens masse, og jeg gik derfra med en håndlavet fætter, som vist skulle være ganske ok.

For at det ikke skal være løgn, havde jeg også fået tid til at lege med husblas, og tryllet citronfromage frem. Ultimativ mormor, med dejlig syre. Serveret med et glas champagne, og det var i øvrigt slet ikke nogen dårlig kombination.

Så alt i alt. Vi har muligvis ikke meget tid i hverdagen, til at hygge og holde i hånd, men i går oppede vi os. Det må man sige. Og det var skønt!

Gjorde du noget særligt ud af valentinsdag?

7 comments
  1. Vi hyggede også med lækker mad og små gaver – maden dog først efter at junior var kommet i seng. Jeg synes nemlig heller ikke rigtigt at overskuddet er der i hverdagen med en lille baby kravlende rundt om benene på én, så det er dejligt at der er nogle som har valgt en dag, hvor man kan blive mindet om at man skal være gode ved hinanden 🙂

    1. Nemlig, Camilla. Der er mange der synes at Valentines-dag, er lidt corny, men med en bebs i huset, var det rart med sådan en reminder.

      Hvor er det dejligt at læse, at du og din kæreste havde en dejlig aften. Junior var meget fin i tøjet, og det var nogle lækre gaver I har givet hinanden, du og din udkårne.

  2. Åhh ja, du ved også lige hvor alle de gode ting er Therese 😉 – jeg Ælsker Værnedamsvej og alle de skønne gourmetbutikker og så min yndlingscafé, Granola!
    Glædelig forsinket Valentinsdag til dig og din søde familie 🙂

    1. Granola, er skøn, Marianne. Desværre alt for ofte proppet, men så er det dejligt at man bare kan få deres gode kaffe eller kakao, ude fra fortovet 🙂

      Endnu mere forsinket valentinshilsen, til dig 😉

      1. Tak 🙂 og ja, lige præcis – det er også derfor jeg ikke har været på Granola længe – fordi hver gang, jeg har været forbi, har der været for mange mennesker, så jeg er enig; hurra for at man kan købe kaffen ude fra fortovet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om