Uh, hvor var det en skøn dag i går. Jeg aftalte at mødes med veninden i Nyhavn, så lidt over fem, gik jeg ned til bussen. Der stod langt over 30 mennesker og ventede, og der var ingen bus at se, så da en taxa rundede hjørnet, var jeg hurtig. Jeg hoppede ind i den, og taxachaufføren sagde grinende “‘kæft du gjorde tre mænd sure nu!”. Der havde åbenbart stået mange andre ved stoppestedet og håbet på en taxa. Som jeg sagde “de kan bare komme an, jeg er højgravid og rødhåret”. Taxachaufføren grinede, og vi kørte sludrende ind til Nyhavn. Han var far til fire, og ønskede mig held og lykke med Spunken – “At få et barn er det største man kan opleve”. Hvor var han sød.
Veninden og jeg indtog et skønt måltid, inde på “Cap Horn”. Lækre asparges til forret, og en Sandart til hovedret. Det er alt for sjældent jeg tar’ fisk til hovedret, men i går med det skønne vejr og de maritime omgivelser, gav det god mening. Jeg fortrød det ikke.
Vi gik op mod Caféteatret, og på vejen boblede Spunken godt rundt. Jeg begyndte at få lidt sidestik, men vi tog det med ro, og det gik fint.
Koncerten var fabelagtig – som de altid er – men Spunken var aktiv som aldrig før. Han boblede, sparkede, hoppede og jeg havde plukkeveer konstant, føltes det som. Jeg nåede at tænke, “måske han kommer i morgen”.
Da koncerten var slut, vandrede vi gennem distortion-folkemasserne, op mod Nørreport. Der steg veninden på toget, og jeg fandt en taxa. Alle busser var proppede med fulde unge mennesker, det orkede jeg ikke med en livlig Spunk, selv om det føltes som om at han gerne ville feste med dem.
Da jeg lagde mig ned, faldt distortion-baby til ro. Han er stadig rolig, har kun boblet en smule som han plejer, og nu er der slet ingen tegn på at han har travlt med at holde fødselsdag.
2 comments
Han var så meget i hopla i går at han tager en lille slapper i dag. Det lyder som en rigtig hyggelig dag med veninden. Dejligt med sådanne stunder.
Jeg tror også at han “sover den ud” 🙂 Ha ha.
Det var så dejligt i går, jeg elsker den slags venindehygge.