På togturen hjem fra Hillerød, sad jeg og tænkte over veninder. Jeg har en masse dejlige af slagsen, og i dette år hvor jeg har været uden job, har jeg set mange af dem rigtig meget. Det har været skønt at se dem så meget, især når nu man i denne alder, måske har lidt ekstra travlt, med enten børn, kæresterier eller karriereopbygning.
Jeg ser mig selv som en der er ret opsøgende. Ofte ryger der en sms afsted, om “skal vi ses”, det gør der også fra den anden side. Alle ved jo at jeg (indtil videre) har en del tid mellem hænderne, så det er let at være spontan.
Så er der også nogen som jeg kun ses med, når jeg tar’ initiativet. Det er ok, for vi har det altid dejligt når vi ses.
Det kan bare undre mig at man har haft en hyggelig aftale, og pludselig er der gået tre måneder, og jeg sender igen en sms afsted, inden vi så ses.
Nu er jeg dog kommet til at tænke på, om det mon egentlig skyldes at man ikke rigtig har lyst til at ses mere…bevares, man vokser jo til og fra hinanden, som årene går.
Jeg har selv ladet venskaber flyde stille og roligt ud, uden drama, og følt at det har været det rette. Igen – man vokser til og fra hinanden, og man kan jo ligeledes møde en gammel veninde, man ikke har set i tre år, og pludselig svinge som havde man lige set hinanden.
Det er ikke ment som et ynke, indlæg. Blot tanker og observationer. Ingen skal føle sig truffet, da en del af mine veninder læser med herinde 😉
Hvad er dine tanker ?
4 comments
Jeg kender godt situationen. Jeg har det personligt fint med at der går lidt tid imellem at man ses med den enkelte, der er nok relationer at ‘passe’ med parforhold, andre venner, familie og svigerfamilie når man også har fuldtidsjob, hus osv. Jeg har det også fint med at det mest er mig der tager initiativ med visse personer, når bare de er nærværende når man er sammen.
Jeg i slutningen af 30’erne og dermed lidt længere henne i den udvikling du beskriver med etablering, familieliv osv. Jeg kan nu se en tendens til at jeg har fået færre mennesker i mit liv af denne grund. Flere venskaber er gledet ud eller ‘på standby’, og der er ikke kommet så mange nye til fordi jeg også selv har meget om ørerne. Jeg kan godt savne venskabet med nogen af de mennesker som fordyber sig i barneliv o.l. Men jeg fylder mit liv med andre input i stedet og koncentrerer mig om dem som er tilbage.
Om nogle år ser det sikkert anderledes ud igen: nogen har store børn, og nogen bliver skilt, og så bliver venne-livet måske igen et andet. Det er interessant med disse faser i livet.
Tusind tak for at du delte dine tanker, Trine Louise.
Med alderen er jeg ikke nær så udfarende/opsøgende som tidligere. Jeg er også blevet mere selektiv med, hvem jeg lukker ind i mit helt private liv og jeg prøver helt bevidst at fylde det med ægte positive mennesker, som vil mig det godt. Når de så er der, så får de det allerbedste og meget mere til af mig. Jeg vil give dem min bøjede arm, om det skulle være, og hente stjernerne ned.
Også selvom der går måneder imellem, at vi taler/ses. Sådanne venner/inder har jeg også og jeg elsker, at det kan være sådan. Jeg holder rigtig meget af vores forskelligheder og jeg er netop selv den, som ikke tager ret mange initiativer til samvær. Alligevel er jeg så heldig at være omgivet af mennesker, som holder af mig som den jeg er og så finder vi nemt ud af det 🙂
Smukt formuleret, Anita 🙂 Tak for at dine ord.