Postkort fra tante rejsende T

Nui her er dejligt i Venedig. Vi ankom togstationen i går ved 17 tiden, og driblede ned til vandbussen – vaporetto. Efter en dejlig sejltur, ankom vi Valaresso stoppestedet. Vi gik igennem nogle små gyder, to små broer, og der på hjørnet var hotellet. 5 minutters gang fra Markuspladsen og 10 minutter fra Rialtobroen. Det ligger alligevel gemt godt af vejen, så det eneste vi mærke til turister, er når en gondol sejler forbi med syngende gondolieris. De er faktisk udmærkede tenorer nogle af dem.

Vores hotelværelse, har udsigt til en lille kanal, stor dejlig dobbeltseng med guldudsmykning. Skabe, skriveborde og andre møbler i mahogni, samt skønt badeværelse med wc, numseskyller (hi hi) og spa/brus. Lur mig om jeg ikke skal ha et koldt bad med bobler i aften.

Efter vi havde pakket ud i går, gik vi ud og oplevede lidt af byens stemning. En aftentur op til Markuspladsen, hvor de var i færd med at sætte en kæmpe scene op. Der er jazzfestival, og i morgen spiller Pat Metheny. I overmorgen er det Norah Jones der skal spille. Markuspladsen er smuk og kirken er overvældende med sine mange slags marmor, guld og krummelurer. Vi gik ned til Canal Grande, hvor mange af gondolerne lå og bloppede i bølgerne. Månen var kommet frem og vi kunne mærke det var tid til lidt mad.

Vi fandt et hyggeligt lille sted der hed “Vino Vino”. Der var pladser og vi gik ombord i menukortet. Kjærsten valgte skinke med melon til forret, og jeg en Caprese. Salat af tomat og frisk mozarella. Til varm ret, gik jeg ombord i en gang Saltet torsk med polento. På ingen måde en pæn ret – men hold kæft det smagte godt. Kjærsten var til kødboller i tomat med kartoffelmos. Til maden, fik vi skøn boblende prosecco. Slet ikke dårligt første måltid. En dobbelt espresso og en let dessert, skulle også til.

Efter en god nats søvn, vågnede vi klokken 8 i morges. Der er morgenmad på hotellet, og efter to kopper kaffe, var jeg klar til en ny dag. Vi gik ned mod Rialto, som var fuld af turister men stadig et imponerende syn. Bagved broen, er der et stort marked, som selvfølgelig blev undersøgt. Jeg fandt en kæmpestor fersken, og den var lækker i varmen, som nok er et godt stykke over de 30 nu. Vi sidder på en plads, i skyggen – her er et åbent wifi, som jeg nasser på.

Det var en lille rejseopdatering. Det tar 100 år at skrive indlæg fra iPhonen, så om det er noget jeg gør igen, vil tiden vise 😉 Kameraet bliver brugt flittigt, og jeg glæder mig til at vise jer både billeder og video.

2 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om