Aftenen er min

I gryden bobler karrysuppen. Mens jeg spiser den, skal jeg se Seinfeld. Aftenen er min alene.

Jeg har en kæreste som jeg sjældent ser. Som regel er det ok. Vi har begge kreative liv, og af og til må vi leve med at vi ikke ser hinanden så tit. Faren ved at have lange perioder uden hinanden, er at vi glemmer at tale sammen når vi har tiden. Tale dybt og længe om følelser og meninger. Istedet så misforstår vi ofte hinanden, og det leder til diskussioner. I går og i dag har vi diskuteret. Det har ikke været let, og det har været over telefonen. Det har ikke gjort det meget lettere. Vi har snakket om vores forventninger til hinanden. Snakket om fremtiden og nutiden. Mange ord er sagt, som burde have været sagt for længe siden.
Nu er knuderne rettet ud, og jeg kan slappe af. Vi skal begge være bedre til at sige tingene når de kommer, og kræve hinandens tid til at snakke ud. Vi skal give hinanden mere plads, men også huske at den ekstra plads kan flytte os væk fra hinanden. Det må ikke ske. Vi vil gerne hinanden, vi vil gerne tale sammen.

Ah jeg kan slappe af. Aftenen er min – i morgen det meste af dagen og hele aftenen og natten min og Kaspers, sammen.