For to år siden, fik en af mine nærmeste nye lunger. To styks. Han havde været syg hele sit liv, og tilsidst blev han skrevet på donorlisten.
Den måned han var på listen, blev han dårligere og dårligere. Mirakuløst nok, fik han sine nye lunger på sin 35 års fødselsdag.
Et sted i landet, har der været et dødsfald, og afdøde havde taget stilling til at hans organer gerne måtte genbruges.
Nu lever Toke på andet år, er frisk og rask og kan løbe og svømme og alt muligt andet som han ikke kunne som syg.
Han var med os i Italien, og at høre ham fortælle sin historie var og er fantastisk.
I kan læse hans historie hér.
Jeg har tilmeldt mig donorregistret. Jeg har givet en delvis tilladelse. Man kan give delvis, give helt eller skrive at man ikke ønsker at være donor. Det vigtigste er at man tager stilling, og vælger man at man ikke vil være donor, så slipper ens nærmeste for at tage en vanskelig beslutning.
Har du taget stilling?
Hvis ikke, kan du gøre det her.
20 comments
Det er et af de emner man ALTID snakker om og kan blive så forfærdelig enig, MEN aldrig reelt gjort noget. Hatten af for dig. Tror jeg vil snakke med Konen når vi spiser.
Men umiddelbart syntes jeg det er op til de efterladte, hvis de ikke kan holde ud at deres kære bliver skåret op. Så, ja, de må bestemme, ved mig..
Du har ret KC i at det er et emne man altid snakker om, men ikke gør noget ved.
Jeg er glad for at Kasper også har taget stilling, for jeg tror ærlig talt ikke jeg ville kunne tage en beslutning hvis han en dag dør i en ulykke.
Jeg har været registreret som donor i 14 år nu…ja, jeg var meget ung, da jeg tog stilling og har aldrig ændret mening. Min familie blev orienteret og jeg håber godt nok, at de vil respektere mit valg, hvis jeg skulle dø på en måde, så nogle af mine efterladenskaber kan genbruges og redde tilværelsen for et andet menneske – eller flere. Så er døden ikke formålsløs.
Jeg ved godt, at de pårørende er følelsesmæssigt stærkt berørte i det øjeblik, de skal træffe valget, men helt ærligt så synes jeg, det burde være forbudt at omstøde afdødes ønske. Der hvor jeg en gang skal hen efter min død, skal jeg ikke bruge min krop. Og jeg mener godt, man kan lave en meget smuk begravelsesceremoni, selvom der mangler nogle organer. Jeg skal alligevel kremeres, og de der manglende gram aske kan jeg ikke se skulle kunne ændre ved noget for min familie. Derimod kan de ændre en hel masse for en anden som fx Toke.
Hvorfor nogle mennesker vælger at sige nej, det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg lytter til deres rationelle/emotionelle argumenter, men kan ikke FORSTÅ dem. Sådan har jeg det med min kæreste. Vi er IKKE enige og jeg stoler ikke på, at han ville følge mit ønske, hvis det blev ham, der skulle træffe valget. Det må jeg så respektere…andet kan jeg jo ikke, men jeg ville ønske, det ikke skulle være sådan.
Lotte – tak for din lige på sømmet kommentar! Jeg er enig i hvad du skriver, og nej jeg kan ikke bruge nogle af mine organer der hvor jeg kommer hen. (i øvrigt har jeg et ønske om at blive reinkarneret som æsel, og håber da at jeg får æsel-organer…hi hi).
Kasper og jeg er enige. Jeg respekterer hans ønske om fuld tilladelse, og han respekterer min tilladelse. Jeg har givet lov til alt undtagen hud…..jeg ved ikke hvorfor…men det føles forkert for mig at sige ja til at de må barbere min hud af. Det kan være en dag jeg ændrer mening og giver fuld tilladelse. Jeg tænker ofte over det.
Du kan tro, at jeg har taget stilling. Det manglede bare synes jeg. Jeg tror det ligger 10-15 år tilbage nu og jeg render stadig rundt med et lille fedtet kort i pungen. Tak for indlæg, det rykker, Therese 😉
Jeg har taget stilling for lang tid siden. De må bruge rub og stub, de må bruge mig til forskning om de vil. Jeg skal ikke bruge min krop mere alligevel.
Dette er min familie/kæreste what so ever også gjort bekendt med og hvis nogle finder på at omstøde min beslutning, så vil jeg bliver skuffet (hvor end jeg så er).
JM – Velbekomme! Det er et indlæg jeg har haft lyst til at skrive længe. Nu hvor donorkampagnen er overstået, syntes jeg at det var på tide med indlægget.
Marianne – Må man gerne omstøde en sådan beslutning? Jeg er ikke helt sikker på hvordan reglerne er med det?
Godt du har taget stilling.
NU har jeg taget stilling takket være dig.. Tak Therese!
Velbekomme Laila, og tak til dig !!!
Jeg blev registreret for mange år siden.
De må tage rub og stub. Når først jeg er død skal jeg ikke bruge det mere.
(Man skal bare lade være med at se Monty Python filmen “The meaning of life” hvor de kommer for at hente donorens lever INDEN han er død 🙂
Hi hi hi Lizelotte. Monthy Python er fantastisk. Så er der også ham der eksploderer og hjertet der banker videre…måske det kunne bruges hvis han var donor ? 😉
Godt du har taget stilling også. Dejligt at vide at der er så mange der har det!
Tak for sparket, Therese, det vil der straks blive gjort noget ved. For det er netop den personlige historie, der gør problemet nærværende!
Velbekomme Madame 🙂
Jeg har taget stilling for længe, længe siden, og har belyst emnet på min blog flere gange.
Filmen og bogen: “Sammen for evigt”
“Organdonation”
Jeg vil ikke, vil du?”
For nu lige at gøre det kort, så mener jeg, vi er langt mere end vores krop, men også, at de er forbundne langt dybere, end vi måske lige forstår, hvilket bogen og filmen “Sammen for evigt jo illustrerer rigtig godt. Så fra et åndeligt – ikke relgiøst – synspunkt nej, men også fordi det faktum, at man skal have stærk, stærk medicin for at kroppen IKKE SELV skal frastøde organerne (noget du glemmer at nævne?), siger mig, at noget er rivende galt, for slet ikke at tale om, at det meget, meget ofte slet ikke lykkes, og når det gør med store bivirkninger. Og nej jeg vil selvfølgelig hverken modtage el. donere.
Tog stilling for længe siden, men har siden oplevet to nære der havde givet fuld tilladelse, og efter de hæslige oplevelser er min tilladelse ændret til et nej; mine forældre / kæreste har givet fuld tilladelse, men uanset hvor fjern en slægtning / ven det måtte være vil jeg kæmpe for at omstøde deres beslutning. Uden uhyggelige detaljer vil jeg blot konstatere, at det var ækelt ud over alle grænser og fuldstændigt uden respekt for de efterladte
Deborah:
Toke tar medicin, ja. Det gjorde han også inden tranplantationen. Han tar medicin hver dag, for ikke at afstøde ligesom han før tog medicin hver dag for at overleve.
For mig er det svært at forstå din holdning, men sådan er vi så forskellige.
Jeg kender en til på min alder, som blev nyretranplanteret et halvt år efter han havde fået sin søn. I dag havde han været død, hvis ikke han fik en nyre – ligeså Toke. Så alle børn involveret, ville mangle en far.
Så jeg forstår ikke at det skal være forkert, fordi der kan være bivirkninger ved medicinen? For mig er organer reservedele, og kan de bruges skal de bruges.
Toke har ikke værre bivirkninger nu, end før. Heller ikke min anden ven.
Der er mange vellykkede operationer hvert år, så at skrive “at det meget, meget ofte slet ikke lykkes, og når det gør med store bivirkninger” vil jeg slet ikke give dig ret i.
Jeg belyser slet ikke forslaget om at alle skal være donorer fra fødslen, så det vil jeg ikke debattere i dette indlæg 😉 Det blir muligvis et andet indlæg.
Bente:
Hm, det er svært at forholde sig til dit svar uden at kende historien.
Jeg synes det er forfærdeligt for de efterladte, hvis processen har været ubehagelig for dem. Derimod ved jeg også at når organer skal fjernes, skal det gå stærkt.
Men jeg vil ønske for mine efterladte, at de ikke kommer ud i den situation som dem du kender har været i. Uanset kunne jeg ikke drømme om at prøve at omstøde andres beslutning, og håber heller ikke at mine nærmeste vil prøve ved min.
I øvrigt ville det være dejligt at du brugte en mailadresse der eksisterer.
Nej, jeg var godt klar over, at du ikke ville være enig, og jo jeg er klar over, de konsekvenser, det har. Jeg er af den opfattelse, at fordi man kan, er det ikke altid man skal og således både med organer, æg, sæd og meget mere. Universet har også sin ret i mit hoved. Men uanset, synes jeg det vigtigt, at man tager stilling, og jeg synes da i HØJ grad ikke, at den afdødes beslutning skal kunne ommgøres, hverken den ene el. den anden vej.
Selvfølgelig har jeg det, – jeg og hele min familie.
En elev jeg hadde en gang mente at man ikke kunne kreve å få et organ hvis man ikke på forhånd hadde sagt seg villig til å gi.
Det er en ganske tøff mening å hevde, men det åpner for noen perspektiver.
Du har rett i at det er en tøff mening ja, jeg forstår godt hvorfor han kunne synes det skulle være sådan.
Bra dere har tatt stilling også. Vi er mange 🙂
Therese, der er blogtræf 4/10, kig evt. på min blog 🙂