Kapitel 1
Efter min optræden på Rust, kom Kasper og jeg hjem. Vi skulle pakke de sidste ting, og samtidig knappede vi en øl op og skålede for den kommende ferie.
Vi kom i seng ved halv to tiden.
Jeg satte vækkeuret til klokken kvart i fem, for vores fly havde afgang 06.50.
Jeg vågnede, kiggede på klokken og sagde “PIS PIS PIS PIS PIS PIS PIS PIS PIS KLOKKEN ER 6 !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! PIS PIS PIS”. Op med os, i tøjet, tag kufferter, løbe ned på gaden, ringe til taxa, vente på taxa i laaang tid, ind i taxa, alt imens Kasper ringede til lufthavn, Lufthansa og hvad han ellers ku finde numre til. Taxachauffør kørte efter fartgrænserne (selvom vi havde sagt vi ville betale ekstra hvis han kørte 300 km/t).
Vi kom ud til lufthavnen, da var klokken 06.40….altså ti min inden afgang. Vi fik at vide at der ikke var andet at gøre end at få nye billetter, så vi gik hen i billetkontoret. Her stod vi så, jeg nærmest i panik med tårer ned af kinderne.
Det blev vores tur, og damen var meget sød og ret morsom.
“Nu ser vi hvad jeg kan gøre…..Lufthansa siger I ? Det er jeg ikke så glad for…..hmm….vi ser på det…..I skulle jo ha’ været her tre kvarter før hvis I skulle ha lavet billetterne om, ellers skal man jo købe nye…..Nå, lad os nu se. Hvad siger I til et fly klokken 8.30, så kan I være i Firenze 12.30 ??”
“JA JA JA TAK!”
“Så blir det 350 kroner pr. billet, men havde I kommet meget senere ville I være nødt til at købe helt nye billetter”
“Tak Rita !” (vi sender dig et julekort!).
Op i lufthavn, købe morgenmad og så ellers vente på at komme afsted. Nu var vi nervøse for om Stine, Toke og Rose ville være der. De skulle hente os i Firenze 10.30, og havde ikke telefoner med…
Vi ankom München, og vidste at vi kun havde 30 minutter til det næste fly….vi stod ud af flyet, og dér holdt en hvid minibus og en mand med et skilt der sagde “Firenze”. Egen chauffør til næste fly, helt ok.
Der var meget turbulens ved landing i Firenze, og jeg HADER at flyve, og var sikker på at jeg skulle dø, det var også et lille pisfly med propeller….men vi landede dog.
Bagagen blev modtaget, og nu var vi spændte…..
Vi kom ud af ankomst døren, og dér stod Stine og de andre og smilede fra øre til øre. De havde talt med lufthavn, og var sikker på at vi havde misset flyet fra München, pga. den korte mellemtid.
NU kunne ferien begynde, og vi satte os ind i vores lejede blå minibus mod “Montopoli Val D’arno”.
Fortsættelse følger! Men nok først når jeg har fået billeder fra turen….efter at ha taget de første 300 billeder, lavede jeg backup på Stines mac. Havde nemlig kun lille memory card med……så billederne ligger på hendes mac….og hun er ikke kommet hjem endnu. Tis. Men om en dag eller to tror jeg. 🙂
9 comments
Sikke en start hva, men du har jo prøvet lidt af det samme før ( sygesikringsbevis ), phuuu det er nervepirrende at ikke vide om man kommer med eller ej:-)
Jeg glæææder mig til at se billeder.
Stort sommerknus.
Mor – nå ja, den havde jeg lige glemt. Hi hi hi.
Puha… det havde mine nerver aldrig klaret!
Sikke en start.
Men godt, I kom derned og mødtes med de andre.
Jeg glæder mig til at se billeder, når du får dem ;0)
For pokker, Therese, det var en ond drøm i virkeligheden, i var udsat for. Tak til Rita 😉
Uhygligt du’!
Det er jo alles mareridt – godt I havde Rita.
Rita du er deeeeeejlig!!!
Sikke en action packed start på jeres ferie!
STOENNI – det er bare saa haeslig en foelelse! Godt det hele klappede alligevel og velkommen hjem. 🙂
Marianne – jeg glæder mig også til at vise dem 🙂
Ella – ja, tak til Rita ! Det var et mareridt!!
Conny – fan’me uhygligt 😉
Lotte – Måske fortjener Rita en sang !! Super action packed, lige til en Indiana Jones 😉
Tina – det var bare en hæslig følelse ja. Men gjorde måske også ferien endnu mere mindeværdig!