New York #3

En dag vi gik rundt downtown, gik vi forbi en skyskraber. Nå ja, det gjorde man jo tit, men denne var ganske speciel. Den var i færd med at blive bygget, og når den er færdig vil det være verdens første “økologiske” skyskraber.
Den er bygget af genbrugsmaterialer, den renser luften der kommer ind i den til at den bliver endnu renere når den kommer ud, den sørger selv for energi til drift af alt fra varme til elektricitet og meget meget mere. Er det ikke fantastisk. Den vil ikke være nogen belastning for miljøet over hovedet.
Det er Bank Of Americas hovedbygning, og den forventes færdig i 2008.
Øko-skyskraber
Vi gik ned mod biblioteket. Det var kæmpestort, og fuld af gamle bøger og skrifter. Udover dem var der også internet-sal, så jeg fik skrevet en hej-mail til Kasper samt tjekket kommentarer på bloggen. Desværre tillod tiden ikke at jeg skrev et indlæg, selvom jeg savnede det. Tænk man egentlig er så afhængig af at putte sine tanker og oplevelser online!
Breakdance i subway
I subwayen var en masse breakdancere. Hold op hvor var de dygtige. De flikflakkede, rullede rundt og stod på hovedet. De fik en skilling af mig, og jeg ærgrede mig over at se så mange talenter (og det var ikke kun dansere, men også især musikere) gå “tabt” derovre. Der er jo slet ikke de samme muligheder som i Danmark, og det er meget få der klarer den og kan leve af det. Vi talte med en fantastisk jazzmusiker Josh en aften. Han spillede rigtig godt. Men han kunne kun leve af det i sommerhalvåret. Ellers var han sekretær til hverdag fra november til maj. Øv. Vi sagde han måtte komme til DK hvis han en dag fik mulighed for det. Han ville kunne tjene en del herovre på jobs.

En formiddag havde Rasmus og jeg sat os for at vi skulle i Empire State Building. Jeg med min højdeskræk var ikke helt frisk på det, men på den anden side ville det også være en skam ikke at opleve det.
Vi stod i kø i 2 stive timer !!! Og da vi endelig kom ind i elevatoren fra 2. sal, tog det få sekunder før vi var på 86. etage.
Wow et syn. Vi kunne se ALT. Vejret var fantastisk, så det var en oplevelse uden lige, og egentlig var det ok selvom der var lidt sommerfugle i maven.
Det gode var at jeg havde været nogle dage i byen da vi kom derop, så jeg kunne lynhurtigt spotte Central Park, Chrysler Building, Brooklyn Bridge og mange andre ting. Det var helt fantastisk.

7 comments
  1. også et stort VELKOMMEN hjem herfra !
    Det er spænende at læse om nogle af dine eventyrlige oplevelser. Glæder mig kun til at læse om endnu flere………….
    kram fra Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om